I dag læste jeg et virkelig godt essay i Uniavisen, skrevet af en statskundskabsstuderende: https://uniavisen.dk/er-jeg-afstumpet-eller-har-jeg-bare-vaennet-mig-til-verdens-undergang/ . Da jeg så det på facebook, var det naturligt at svare. Dette var, hvad jeg skrev:
Virkeligt godt skrevet, Sixten, og ja, du er socialiseret til at være afstumpet, eller noget… for du er jo tydeligvis ikke alene om ikke at reagere. Jeg tænkte det samme, da folk løb ind fra gaden for at redde gamle malerier, da Børsen brændte. Når noget værdifuldt ødelægges foran øjnene på os, kan vi måske godt handle. Det er forholdsvis overskueligt at løbe ind og redde et maleri. Det er konkret. Men at ændre vores økonomiske strukturer, vores levevis, er knapt så konkret. Og dem der har mest at tabe ved at vi gør det, er også dem, der ved mest om det. Det har de ingen interesse i. Bare spørg Kate Raworth, som et eksempel. Eller de studerende, der skrev bogen The Econocracy for ti år siden.
Jeg kan ikke lade være med at bemærke, at du i indlægget slet ikke afsøger, HVORFOR du ikke kan hidse dig op over verdens undergang. Det kan der være mange grunde til. Måske er du virkelig ligeglad? Men… så havde du nok ikke gidet skrive et indlæg om det…
Jeg spekulerer på, om det mon (også) er fordi du har valgt at læse statskundskab. Ikke så meget fordi der er en særlig type af mennesker, der læser statskundskab (det er der måske også?). Men mere at I vel kun får et meget begrænset udvalg i værktøjskasse-paletten. Egentlig ligesom de fleste andre uddannelser. Man bliver uddannet i se på verden ud fra et meget smalt perspektiv, hvor man bruger nogle meget bestemte slags værktøj. Og empati, biologi (kriterier for økosystemers overlevelse), og helhedstænkning er sjældent en del af studier som de er flest. Lærer I for eksempelvis om det på statskundskab? Herunder hvordan I får øje på jeres egne blinde pletter? Og hvordan man kan imødegå det?
Hvis ikke… kan man hygge sig med at skrive smarte essays uden at forholde sig til hvorfor man gør det. Og slet ikke føle skyld eller skam over det. Det siger jeg slet ikke at du gør. Men det er der mange, der gør. For ellers stod vi ikke i denne situation? Hvor vi handler mod bedre vidende. Gennem årtier.
Da jeg (30 år efter min første uddannelse) læste cand. IT på ITU fra 2018-2020 tog jeg også et 2-ugers-kursus om privatliv på KU. Man havde udmærket sig ved at hente hele 14 forskellige fagområder ind til at undervise, fra historie, over filosofi til kunstkritik. Ideen var at vise nogle af de historiske rødder som privatliv har, ved at udforske især perioden fra 1500-1800-tallet, så vi kunne se kontrasten til privatliv i dag: “A multi-perspectival view shows how notions of privacy past and present shape and are shaped by a broad range of societal factors”.
Men blandt de 14 fagområder, havde man så valgt nogen, der havde forstand på digitalisering og hvad privatliv betyder i nutiden? Ikke rigtigt. Så jeg sad som mange årig projektleder og informationssikkerhedskonsulent med dyb viden om GDPR, cybersikkerhed, og risikostyring, og tænkte, at det var da super spændende, men de manglede ligesom en hel masse. Værst blev det da en filosofilærer ville fortælle os om hvem vi er som mennesker, fra hans filosofiske synspunkt. Idet jeg har mediteret mange år og også studeret en del tibetansk-buddhistiske tekster for at få en mere direkte erfaringsbaseret opfattelse af “hvem vi er”, spurgte jeg ind til det. Han så nærmest bange ud og sagde, at det var absolut ikke hans opgave at ERFARE noget, så var han jo ikke objektiv som forsker… Og da jeg prøvede at argumentere for, at man da ikke kan være objektiv under nogen omstændigheder… og man kan da slet ikke vide noget om et emne uden at kaste sig ind i det og “erfare det”… så gad han ikke tale med om det, for det var imod hans fagområdes overbevisninger.
Og jeg tror egentlig det er en stor del af problemet. Vi har ligget i flyverskjul bag academia og påberåbt os objektivitet. Det var faktisk ligefrem fint og godt, jo mere “neutrale” og følelseskolde vi var. Mens vi ødelagde os selv og planeten imens.
Jeg har aldrig kaldt mig selv feminist, men jeg må tilstå, at da de – som nogen af de få jeg læste om på ITU – sagde, at man ikke kan være objektiv… Og at man er nødt til at engagere sig i de miljøer, man vil forstå – så var jeg helt enig. Og så tænkte jeg: Patriarkatet har da vundet fuldstændigt, når det kan påstå, at hvis man engagerer sig i sit miljø, så er man bare feminist og ikke værd at lytte til. Som forandringsagent ved jeg, at den eneste måde at ændre noget på er at engagere sig og forstå det miljø, man opererer i. Men desværre er den verden vi lever i nu så indsovset i sig selv, at man skal passe vældigt på, at man ikke mister sin menneskelighed i processen.